Mel.: Tysk visemelodi omkring 1650
Menneskelivet - Aften - 763
1
Det mulmer1 mod den mørke nat,
og dagen er nu på sit sidste fjed;
mod vesten haver solen sat
sin gang hen til sit vanlig nedgangssted;
i Jakob rinder dog en stjerne op
såvel i dale som på bjergetop.
2
Lad mørknes ikkun immer fort,
jeg gruer dog for aldrig nogen ting;
når luften bliver fæl og sort,
så lyser Jesus om mig rundt omkring!
Hans Ånd i mig et lys antændet har,
som over alle verdens blus er klar.
3
Vær selv, o Gud, et værn og vold
omkring din kirke og din lille hjord!
Vær fædrelandets stærke skjold,
slut låsene med fred i kongens gård!
Lad hos hans råd dit lys og lampe stå,
at nat og nød dem ej formørke må!
4
Gud trøste dem, der ere nu
i deres døds minut og afskeds tid.
Kom syge lemmer og i hu,
giv dem tålmodighed, og vær dem blid!
glem ikke nogen eneste blandt dem,
som du selv kender for dit legems lem!
5
Jeg dermed nu mig kaster ind
udi min Herres arme og hans skød,
han lyser op mit mørke sind
i søvne, ja, udi den grumme død.
Så sover jeg med Herrens fred og ro,
i liv og død alt lige fuld af tro.
Thomas Kingo 1674.
1 mørkner