Mel.: Severus Gastorius 1681
Troen på Guds Søn - Påske - 228
1
Du er, opstandne sejershelt,
opstandelsen og livet,
som fører fred fra gravens telt
og har dig selv os givet;
før var du død
i gravens skød,
nu har du, sejers-kæmpe,
dog døden vidst at dæmpe.
2
Nu bryder solen dejlig ud
igennem alle vinde,
der, som det syntes, før gik ud
og lod sin stråle svinde;
nu står du glad
ved dødens rad1
og har ham overvunden,
ja, trådt ham ned i grunden.
3
Så gennembryd da sjæl og sind,
o Jesus, livets Herre,
at troen dér kan trænge ind
og syndens grav tilspærre,
at vi i dig
til Himmerig
en åben dør kan finde
og ikke gå i blinde!
4
O, lad os dog med dig opstå
af gravens mørke bolig,
at lyset og til os kan nå.
Og hvad du os så trolig
har ved din magt
til veje bragt,
o, lad os det dog nyde
og gennem alting bryde!
5
Her ligger vagt i tusindtal,
at vi ej op kan træde
af gravens sorte dyb og dal
at finde dig med glæde,
thi dødens magt
står selv på vagt,
og verdens lyst bestrider
vor gang på alle sider.
6
Du, Jesus! ene er den mand,
som kan de døde vække,
du, du alene, vil og kan
de stærke gravsegl brække;
vælt stenen bort,
og hjælp os fort
til Himlene at haste
og verden fra os kaste!
7
Lad, hvad det er ret at opstå,
os i os selv erfare,
ved Ånden ud af graven gå
og denne skat bevare,
det dyre pant,
som du så grant
på sejren os har givet!
Så går vi ind til livet.
Just Henning Böhmer 1705. - Hans Adolph Brorson 1734.
1 benrad, skelet