Fr. Petersen. Her efter »Songbók Feroya fólks«. Dansk oversættelse ved Kai Hoffmann.
Eg oyggjar veit, sum have fjøll
og grønna lid
og taktar eru tær vid mjøll
um vetrartid;
og áir renna vakrer har,
og fossa nógv;
tær vilja allar skunda sær
i bláan sjógv,
Gud signi mitt fødiland Føroyar.
Mitt fødiland! tad ynski mær
i hjarta er,
at lukkan gód má fylgja tær
á tíni ferd,
so leingi sólin rodar i fjøll
um morguntid,
og skuggi fer um grønan vøll
og bratta lid.
Gud signi ...
(dansk tekst)
Jeg ved et land, hvor fjelde står
med grønklædt lid,
og de er tækkede med sne
ved vintertid;
og elvene, som bruser dér,
de store, små,
har alle travlt, afsted, afsted
mod strandens blå.
Gud signe mit fædreland, Færø.
Når det er sommertide dér
og vejret godt,
og havet er ved solnedgang
så blegt og blåt,
så spejlblankt stort og dødsenstyst
og himmelrent -
det er et syn, som du for vist
vil glemme sent.
Gud signe ...
Men jager over fjeldets ryg
den vilde blæst,
og stejler sø og styrter frem
som skumhvid hest,
og slynges klippestykker op
på strandens grus -
da er det lyst at tæmme båd
i stormens sus.
Gud signe ...
Mit fædreland er fattigt kun,
jeg ved det godt -
ej guldsand gemmer elvens vand,
der blinker blåt;
så længe havet nærer fisk
og liden får,
ved Guds hjælp dog fra dag til dag
mit folk består.
Gud signe ...
Mit fædreland i landes flok
er ikke stort,
men med sin hånd så såre godt
har Gud det gjort,
at det er altid, overalt
mit hjerte nær;
så frit som intet andet sted
jeg ånder der.
Gud signe ...
Mit fædreland! Det ønsker jeg
af hjertets grund:
Må lykken være Færø god
i hver en stund,
så længe sol forgylder fjeld
ved morgen tid,
og skyggen skrider over dal
og ensom lid!
Gud signe ...
--