Mel.: Vift stolt på Kodans bølge
Enhver i Danmarks rige jo kender Fanø skøn,
hvorfra så mangen sømand er draget fra sit hjem,
hvor de på havets bølger jo lykken prøve må,
men dem der graven finder, det er ej ganske få.
Nu vil vi tanken vende til anden juledag,
da fire dygtig' fisker alt efter Guds behag,
gik ud på Vesterhavet, for der en fangst at få,
men ak de alle fire fandt grav i bølgen blå.
De alle vare fædre til mange børn så små,
som nu med deres moder i verden ene stå,
men han som er en fader i alle fædres sted,
han vil dem brødet skænke i overflødighed.
Det var et sorgens budskab, der lød fra mund til mund
da folkene ej kom mere til Fanøs skønne grund,
hvor de så hårdt mon savnes, af dem der står dem nær,
men hisset vil de favne deres ægtemage kær.
Vi ved, at de har kæmpet en bitter kamp og strid,
men Gud udi det høje har nådig stået dem bi,
i nødens sidste time, han været har hos dem,
så vi nu frit tør sige: De er i himmelen.
»Havmaagen« båden hedte, som nu forsvunden er,
og har bragt store sorger til alle og enhver,
derfor en bøn vi sender til dem som evne har,
at de må sorgen lindre, hvor der er trange kår.
Nu sangen jeg vil ende og sender til enhver,
som ønsker den at høre, skønt den kun simpel er,
vi alle for dem bede, som nu tilbage er,
at Gud vil dem vejlede på livets vandring her.
Sangen solgtes til fordel for de efterladte. »Havmaagen«'s besætning bestod af: Morten Hansen Jessen, Mathias Nielsen Jessen, Niels Søren Madsen, Søren Madsen Hansen. Fundet i en skudsmålsbog tilhørende en af de omkomne Niels Søren Madsen. 26. december 1885
--