Åge Stentoft: Den melodi jeg selv holder mest af var også den, Osvald Helmuth holdt mest af. Den, hvor han synger om en tur langs med havnen i Fønixrevyen 1937.
Musik af Åge Stentoft og tekst af Arvid Müller.
Når byen derinde får lysene på,
og arbejdsdagen så småt går i stå,
og folk ruller hjem efter dagen, der gik,
butiksfolk, kontorfolk og dem fra fabrik,
så er jeg med såd'n omkring klokken fem,
men jeg kør' en omvej før jeg ta'er hjem.
Jeg kø'r mig en tur langs med havnen,
jeg må rundt og se, hvad der sker.
Jeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfor
det nærmest såd'n bare, ja, gu' er det så.
Det såd'n en slags indeklemt længsel,
li'som en, der har siddet i fængsel
og så pludselig mærker, at nu er han fri,
såd'n har jeg det altid, når da'en er forbi.
Man tro'de jo engang, at alt var så nemt,
dengang jeg var dreng, var min fremtid bestemt.
Jeg ville se verden, afsted, bare ud!
Såd'n er der så meget, og så blev jeg bud.
Og så blev jeg gift, ja, og så var det sket,
og nu må jeg nøj's med - jeg trænger sgu te'et.
Jeg må ned og lure ved havnen,
og snuse til livet ombord.
Jeg må rundt og kigge og se, hvo'n den skær,
ja, jeg ved sgu ikke, jeg kan ikke la' vær.
Det er ikke det - skude ved skude ...
Det er nærmest det hele herude.
Der er noget i luften, der er no'et jeg kan li'.
Enhver har jo sin lyst, når da'en er forbi.
Så sker det jo tit, at man kommer i snak,
en gi 'r en historie, og en gi 'r tobak,
såd'n ud'n bandarole - fra stederne a',
de kommer jo lige direkte derfra.
Så står man og lytter og nyder sit skud,
det' dejligt at høre, hvo'n verden ser ud.
Jeg ser sgu det hele ved havnen,
både Java, Algier og Port Said,
og plantager og hajer, det hele, De ve',
alt det som man plejer at ønske at se.
Sådan palmer så høje som huse,
jeg kan ligefrem mærke dem suse.
Der er ikke de lande, jeg ikke er i ...
Jeg er ude på viften, når da'en er forbi.
Man ved jo som regel på dato hvornår
såd'n cirka, at bådene kommer og går.
Det' li'som et skema, det lærer man snart,
og kommer der en, er jeg altid parat.
Det, at gi' dem et nap med at lægge dem til,
der er ikke den ting, jeg hellere vil.
Jeg står her og venter ved havnen,
og næverne kribler på en,
jeg kender hver bøje, hvo'n trossen skal i,
og det, at fortøje det kan jeg sgu li'.
Jeg elsker at røre ved skibet,
det' li'som at hilse på livet.
Jeg ved ikke hvorfor, det' vel nærmest, fordi
man først føler den slags, når da'en er forbi.
Ja, jeg ved sgu godt, at det hele er skæg,
mellem mig og alt det der, der er der en væg.
Det er no'et man indser, mens tiden den går,
jeg ved godt, at min plads det er her hvor jeg står.
Og sådan er livet for fler' end for mig,
men jeg er skam slet ikke bitter, nej, nej.
Jeg kør' mig en tur langs med havnen,
hver aften når klokken er fem,
jeg kør' mig den tur, som nu jeg holder a',
den eneste tur, jeg har råd til at ta'.
Der ude et sted bag ved molen,
ligger verden og livet og solen.
Men hvem her i verden får alt, hva' han kan li?
Såd'n tænker jeg altid, når da'en er forbi.
Åge Stentoft, komponisten:
"Havnen" blev skrevet i 1936. Det var Arvid Muller, som skrev teksten. På det tidspunkt var han ansat i sin svigerfars skibsmæglerfirma, og var netop hjemvendt fra udstationering i London og Mimehen. Hans daglige arbejde foregik for en stor del på havnen, og ombord på skibene ude fra den store verden. Så han kendte miljøet ind og ud. Han ville gerne ud i den store verden igen. Men hans svigerfar var en hård banan: "Nu bliver du hjemme. løvrigt er Brita med rogn". Altså hans kone.
Så lidt drømmeri og lidt længsel efter hvide sandstrande, palmer og bastskørter blev til "Havnen". Skrevet på en regnfuld efterårsdag i København, da Arvid var 30 år.
--
Åge Stentoft og Arvid Müller i gårdhaven til komponistens hjem i Høsterkøb. Ca. 1956.