Enoch Sontonga 1897 - P. Sonioga 1897 Erik Stinus 1975
1 Ind mod vore grønne kyster red
købmandsskuder lastet med fortræd,
ild, som ranke træers frugter sved,
ild, som lagde øde
bygder, markers grøde.
Lynet slog ned -
aske, aske;
knust lå vort håb
døde, døde;
Afrikas håb,
Afrikas råb
var forstummet,
sangen smertekrummet.
2 Andre skibe kom i deres spor,
nat og lænker havde de ombord.
Mænd blev sendt i land med venneord,
bød os så at knæle,
sætte hegn og pæle
rundt om vor jord.
Jorden leved:
bostedets læ;
gyldne mile:
sletternes dræ.
Fædrenes træ,
skønt belejret,
stod dog ubesejret.
3 Følg os gennem natten, hold din hånd
skærmende om faklen, friheds ånd!
Vendt os har vi fri for trælle bånd
mod de onde konger
sygdom, krig og hunger.
Tilsået land
lysner, grønnes;
trommernes røst
vågner, synger -
Afrikas trøs t,
Afrikas høst -
lad fra roden
sangen blive moden!