I den mellemste køje

Sunget af Osvald Helmuth i Fønixrevyen 1936. Musik af Åge Stentoft of tekst af Børge og Arvid Müller, Ludvig Brandstrup og Poul Sørensen.

Min den yngste bror,

han blev kok i fjor,

han har plads i Rønne ved hotellets kolde bord.

Han kan lave mad, og han skrev og bad,

om jeg vil' besøge ham til jul,

hvor blev jeg glad!

De'r'n lille dejlig ø, og jeg kan tåle sø,

men jeg ta'r aldrig over mer',

så vil jeg hel're dø.

For vi sejled' klokken syv

med et lille snottet skyv,

jeg tog plads med megen møje

i den mellemste køje.

Klokken ti gik jeg til ro

for at lukke disse to -

så begyndte det at støje

i den underste køje.

Tro mig, om De vil,

der skal meget til,

før jeg ligger søvnløs,

men hvor skæbnen drev sit spil.

Lige undernej'n,

lå en ældre degn,

der var noget i ham, sa' han, der li'som sad ivej'n.

Han bad om et glas vand,

så gør man, hvad man kan,

jeg gav ham det og gjorde ham og lagenet i stand.

Så var klokken blevet eet,

degnen lå og gav sig lidt,

men tilsidst faldt han tilføje

i den underste køje,

men da han holdt kæft, det skind,

og jeg selv sku' slumre ind,

så begyndte det at støje

i den øverste køje.

Ovenover mig

lå en dam' og skreg,

hun var ikke klar på, hun var gået den gale vej.

"Jeg er blevet snydt, det er min kahyt!"

"Gu' det ej", skreg degnen, det har han sikkert nok fortrydt.

Så klædte hun sig på,

imens vi andre lå

og så li' op i loftet, det var det eneste vi så -

­Og så kravlede hun ned,

jamen, tænk Dem kæl'ngen gled

og satte hælen i mit øje

i den mellemste køje.

Og da end 'lig hun var rendt,

kom en splinterny student,

hen krøb op med megen møje

i den øverste køje.

Han faldt end 'lig hen

henad fire, men

da jeg så sku' sove,

så sku degnen ud igen!

Huit! så var han væk,

ud på første dæk,

hele skibet rysted', mens han stod og sagde knæk!

Jeg så ham aldrig mer' -

så kom der en barber,

han sa': "Der ligger ingen der, så ligger jeg mig der".

Og så talte han til en,

og så sov han som en sten,

og så peb hans næsefløje

i den underste køje,

og studenten, der var jysk,

gav sig til at snakke tysk,

sikke verber han ku' bøje

Så blev klokken seks.

Jeg har det kompleks,

at jeg skal ha' otte timers søvn, og helst i træks.

Jyden lå og sov,

det lød ikke sjov,

med De ved, med vat i ør'ne går det gudskelov.

Jeg hørte uret slå.

og prøvede så på

om ikke jeg, trods alt, en lille skraber kunne få.

Så fik jyden mareridt,

og han påstod, han blev bidt,

han rev ulden af sin trøje,

i den øverste køje,

og så blev barberen vild,

for han ha'd en kasse sild,

dem begyndte han at røge,

i den underste køje.

Sådan blev det ved,

ned og op og ned -

jeg faldt end 'lig hen, så stod de andre op og gled,

jeg faldt hen igen,

ih, hvor fik den den,

dag jeg vågned', sa' jeg til kaptajnen: "Gamle ven,

hvornår tror De, vi når?"

Han glo 'de dumt: "Til hvor?"

"Til Rønne", sa' jeg. "Åh, hold kæft, der var vi jo igår".

Tænk, så var vi sejlet hjem

samme aften klokken fem,

mens jeg fik en på mit øje

i den mellemste køje.

Og der stod min lille bror

ved hotellets kolde bord ...

Man skal aldrig la' sig nøje

med den mellemste køje.

Børge Müller i sit "værksted", mens han lytter og skriver ordene til den indspillede musik.

Åge Sten toft, komponisten:

På et tidspunkt samtidig med at jeg var engageret hos Co-Opti­misterne, delte jeg lejlighed med Børge Müller. Når vi var sam­men for at skrive revy, og hen på eftermiddagen var blevet lidt trætte, så sagde Børge: "Skal vi ikke have lidt forfatterbenzin?" En whisky eller to kan give fan­tasien vinger.

Men vi skrev først rent om morgenen. For et er, hvad man skriver og er begejstret for pyn­tet med en yndig lille fjer. Noget andet er, når man sober står op om morgenen og læser det igen­nem.