København med S og N og V og Ø og K,
har fra gamle Christian den fjerde,
haft så mange hyldestsange, de ku' vræle på,
om hvor rart og godt der er at være,
men jeg bor et sted, som alle digterne har glemt,
og nu skal fejlen rettes, helt bestemt.
Nu vil vi ikke mere stå i skygge,
næ, vi vil synge om Islands Brygge,
vi er en hovedstad for gamle Ama'r fælled, ja,
dens storhed bli'r man uvilkårlig overvældet af.
I Ungarn har man Pustaen, der gør lykke,
det har vi osse på Islands Brygge!
hvis jeg fik lov at vælge, hvor i verden jeg vil bo,
så blev det Islands Brygge, lige over Langebro.
Jo, her er en egen stemning, det er soleklart,
hver en kulkran har sin egen charme,
hvad er H. C. Andersens berømte boulevard
imod Kalvebods bastante varme,
og når fatter efter arbejdsdagen vender hjem,
så kommer mad og drikkevarer frem.
En brændevin gør maden let at tygge,
det gør den osse på Islands Brygge,
når vi har losset kogespritten gennem aktivt kul,
så sejler øjnene omkap med loft og væg og gulv,
at folk i brandert tit kan få en nykke,
det får vi osse på Islands Brygge,
men selv om der bli'r slagsmål, elsker vi dog ro og fred,
og så'dn en lørdag aften, da går solen aldrig ned.
Bryggens unge mødes i cafe "Den gyldne Ged",
hvor en juke-box skri'r som bare fanden,
når cafe'en lukker vil de gerne ha' et sted,
hvor de kommer nærmere hinanden.
Hjemme hos de gamle, der er pladsen alt for trang,
så man må klar' sig med en trappegang.
En trappegang kan godt gi' hjemlig hygge,
det gør den osse på Islands Brygge,
tro ikke romantikken dør på trappens hårde trin,
de mærkes ikke, når man først har fundet melodi'n
rundt om i verden der gør pigerne lykke,
det gør de osse på Islands Brygge,
og hvem vil påstå, at en pige hun er unormal,
fordi hun gi'r ham lov imellem stuen og første sal.
Tekst: Robert Arnold
Musik: Frank Leon
Sunget af Inger-Lise Gaarde