Thorvald Aagaard 1927 -Hannes Hafstein 1882 Olaf Hansen 1919
1 Jeg elsker, o storm, dit forrygende vejr,
når det suser af fryd i de bladrige træ'r,
du bøjer og brækker de rådnende grene
og stammer, du prøver, om de kan stå ene.
2 Og dale og høje du skraber for sne,
og skyer du splitter, så solen vi se,
du puster til gløder og opflammer brande
og sømmer med sølversøm bredder og strande.
3 Og sejlene spænder du, skuder du bær',
du renser vor jord på din susende færd,
du fænger det kvalmende, lade og lumre,
du ryster til arbejd' de viljer, der slumre.
4 Og når du går frem på din sejrende vej,
da mærker jeg, livskraften vokser i mig.
Jeg elsker din styrke, der bølgerne løfter,
jeg elsker din styrke, der tågernc kløfter.
5 Jeg elsker dig, elsker dig, evige strid,
dig hylder mit blod og min sang for din id.
Storm, luftvandrer fri, frem med ubundne kræfter,
modig og munter min sjæl følger efter.