Lille Bitten er kun fire år

Mel.: Jeg er havren

Lille Bitten er kun fire år,
og en dag hun hos sin moder står,
lægger tungen mod den ene kind —
mens hun siger med et barnligt sind.

Kan du tænke dig, hvad der er hændt,
nu i dag med vor husassistent?
hun så ikke mig i køkkenet stå
da en fremmed herre banked på.

Tænk dig, hun tog ham i køk’net ind,
jeg stod i en krog med bange sind.
Kysse hende gjor’ den fremmed’ mand
— sadan noget man da ikke kan.

Tænk, han løfted hendes kjole op
mens han følte rundt på hendes krop
— og så tog han hendes bukser a’
så jeg tro’ed hun sku’ ha’ da da.

Og han stod og sa’: “den er fin”
tænk dig mor, — den ligned ikke min,
den jeg bru’r når jeg ska’ tis,
— havde sorte hår som vores mis.

Og så tog hun, det gik som en vind —
— frem af mandens bukser så’en en pind,
— uhh, den var så stor og væmlig tyk,
— jeg vil nærmest sige den var styg.

Det var li’som om jeg skulle dø
og jeg tænkte, nu ska’ hun ha’ klø
— men hvorfor — hvis hun nu klø sku’ ha’
ville hun sin hånd om pinden ta’?

Det var mærkeligt, hun gned på den
kaldte den sin egen søde ven,
uh — den voksed’ og den blev så stor
— hvorfor gned hun så ‘en på'en, mor

Tænk, — på en gang stod de ganske tæt —
— pinden blev helt borte, — kan du gæt’
hvorhen den forsvandt, den stygge gris?
— op i den vi bru’r når vi skal tis’.

Hvorfor gjorde manden sådan, mor?
— for det gjorde vistnok ondt, jeg tror,
sa med et hun sa’: “den går, min ven ,
— men den gik da ingen steder hen.

Pigen tørred den så med en klud,
men så så den meget lille ud,
mor, du skal fortælle mig, om hva’,
den var for en pind jeg så idag.

Moder rejste sig i hast og sa ‘ ,
“pigen skal på porten nu i dag,
jeg vil ikke ha’ den tøjte mer ‘ ,
— fremmed mand hun ikke skal ha’ mer’”.

Litte Bitten sa ‘ så: “mor jeg vil
altså bare narre dig april,
det var ingen fremmed mand, det var
ingen andre end vor lille far”.