I Dragør bor en pige der fiks og smart
den lille Lone i lårkort.
Hun har så søde ben at ingen ikke en kan
syntes kjolen er for kort.
Hver onsdag gik hun glad og uforsagt
til folkedans og klædt i Ama´r - dragt.
Men der var kjolen lang og tækkelig
og ikke skygge af lårkort.
Men så forleden dag da hun tog kjolen ud
af skabet rynked´ hun panden.
Hvorfor dog være en på 6 af ugens dag´
og så om onsdagen en anden.
Hun hented´ mors den store skræddersaks
og lo og gav sig til at klippe straks.
Så tog hun kjolen på og spejled´ sig
en Ama´r - pige i lårkort.
Da hun trådte ind i salen på kro´n
så vagte hun ærlig talt sensation
de studsede og man hviskede lidt
og gjorde mægtig store øjne.
Men Lone syn´s nu man skal vise hvad man har
det sværre er livets vår kort.
Musikken spilled´ op til bette man i kniv
og Lone svang sig i lårkort.
Hos drengene var glæden mangefold
men pi´rne tog nu nok lidt forbehold.
Og selv om kjolen skal vær´ kort for tid´n
så bli´r vel spørgsmålet hvor kort.
Men nu har Lone dannet skole selv om nogle
stadig syn´s hun er for kort.
Når folkedansen går er stadig flere pi´r
som lille Lone i Lårkort.
Kun ældre folk kan ingen flænge næh
de spø´r sig selv hvad det skal ende med
Men kan man li´ at se på pigeknæ
så har man chancen med lårkort.
De bære den fine hue som før
og livsstykken de med guldkæder snør
og skoene er i almuestil
men nederdelen snupped´ saksen.
Man syntes dansen går som ingen sinde før
og det er sjællent man standser.
Før så det ud som pi´rne trillede afsted
nu kan man se at de danser.
De flyver lystigt over stok og sten
på lange slanke søde pigeben.
Og alle ved de hvem der hitted´ på´t.
den lille Lone i lårkort.
fra Jens Jørgensen