Marinusse

Mel.: Skamlingsbanken

Mig og så Marinus var en tur på Bakken
og at han sku’ prøve kræfter, det er klart.
Tyren sku’ den onde flæg mig ned med nakken,
og han svinged’ køllen i en mægtig fart.
Men den lille tingest røg sku kun til midten,
og Marinus fnyste. bandede og svor,
men så spytted’ han i næven og gik til den,
imens hele publikummet skreg i kor:
Ka’ du ikke få den høj’re op Marinus,
og Marinus, ja, han prøved’ gang på gang.
Jo, nu er den der, nu er den der, Marinus,
det var dejligt dengang klokkerne de klang.

Og vi smagte rigeligt på druesaften,
det skal ikke være nogen hem’lighed,
så vi var lidt overkørte hen mod aften.
hvor vi fandt en ensom plet og slog os ned,
i det fjerne ku’ vi tyd’ligt høre gøgen,
og vi lå og talte efter dens kuk kuk.
Vi ku’ skimte månen omme bag ved bøgen,
og jeg hvisked’ til Marinus med et suk:
Ka’ du ikke få den høj’re op Marinus,
så jeg mærker, at den stråler på min krop.
jo, nu er den der, nu er den der. Marinus
og så var det fa’me solen, der stod op.

I kan tro Marinus har en dejlig stemme,
det er den slags. som man kalder smør-tenor.
Nu forleden, hvor han sang for mig derhjemme
i Lavendelstræde tre, der hvor jeg bor:
Han ku’ ikke rigtig komme op i højden,
han ku’ ikke rigtig ta’ det høje C.
Det var li’som stemmen, den var gået fløjten,
og jeg sa’, Marinus. hør nu. hvad er det?
Ka’ du ikke få den høj’re op, Marinus,
for det plejer du da ellers nok at ku’ -
Jo, nu er den der, nu er den der, Marinus,
ingen kan nu gøre det så godt som du.