Åge Nielsen 1971 - Johannes V Jensen 1936
1 Midsommerteltet, de lyse nætter,
står tjældet over de danske sletter. Som søer, rørt af en brise, kornet
nær kysten står under månehornet. Og bål som tændes på næs og bavn, et budskab bringer fra stavn til stavn.
2 Sent høres fugle, som ej vil sove.
Det kalder, drager fra dunkle skove.
Den hvide nat, hvor der vågent drømmes, bedårer mange; mod skoven strømmes. Og ungersvend en forsmår sin seng,
før sol står op over dugvåd eng.
3 Skærsommer breder sin blomsterhynde med alle urter og årets ynde.
Og glædedrukkent der fejres sommer, i skoven jubel og dunk af trommer. Og når raketter og blus er brændt,
og asken kold, da er solen vendt.
4 At sommer kommer, og sommer lakker, så tit vi oplever det vi takker.
For årets genkomst, for årets vaner, og soles vandring på stjernebaner, for himmellegemers faste gang,
en glædesild og en solhvervssang!
5 Lad det fordybe din andagt, broder: dit timeglas er i takt med kloder.
Dit sommerblus, som kun stakket blænder, er ild af altets, der aldrig ender.
Se, skov og eng står igen i flor:
Velsign din sol og velsign din jord!