Så du vinden stryge
over Fanøs jord?
Så du sandet fyge
højt i stormens spor?
Mærked du i braget
og i bølgens dur
sælsomt stærkt betaget
åndedraget
af den fri natur?
Så du klitter knejse
langs med Fanøs strand,
som en vold sig rejse
mod det stærke vand?
Mon ej nogen sinde
marehalmens sus,
når du sad derinde,
kunne minde
dig om havets brus?
Eller kunne ikke
Fanøs hvide kyst
fange dine blikke
til at se med lyst,
hvordan solen hviler
i det skære sand,
hvordan bølgen smiler,
mens den iler
mod den flade strand?
Fanø, du som arver
- lig det klare rav -
rene, skønne farver
af dit stærke hav,
mæt med lysets strømme
dine sønners sjæl
og i deres drømme
ud du tømme
af din rigdoms væld.
Mads Kr. Jørgensen