Per Warming 1975 - Folke Trier Hansen 1975
1 Som ungersvend forklædt gik Tor
engang til jætters land
helt ud, hvor jætten Hymer bor
ved havets vilde strand.
»Jeg fare vil i morgengry
med dig på fiskefart«.
»Nej tak,« sa' Hymer nok så kry,
»du piber alt for snart.«
2 »Nej«, sagde Tor, »jeg klynker ej,
om storm og bølge slår«.
»Nuvel, men hør, dit medegrej
hos mig du ikke får«.
Så årle det af morgen gryr,
går Tor på marken ud,
vred hovedet af jættens tyr,
den himmelstanger prud.
3 Et anker han ved stranden fandt,
det blev hans fiskekrog,
et dygtigt reb han til det bandt
og det i ho'det slog,
i jættens båd han sprang om bord
og greb til årer hvast,
til medetøjet Hymer glor,
tog plads ved toft i hast.
4 God fart skød båden ud fra land
ud på det vilde hav.
»Stop«, råbte Hymer, »stands dog mand!«
men Tor kun bistert tav.
»Her flynderbanken vi er på,
stands dog dit vilde jag!«
men Tor kun udad lader stå
med stærke åretag.
5 Helt bleg om næsen jætten svor:
»Nu ser ej mer jeg land,
og Midgårdsormen, ved jeg, bor
her i det dybe vand.«
»Ja«, råbte Tor, »mit mål er her«,
hev tyreho'det ud,
det synker ned, og snart man ser
kun bølgesprøjt og slud.
6 Så vældigt havets bølger gik,
på krogen ormen bed.
Da Tor nu syn på ormen fik,
han løfter hamren vred.
Hans øjne skyder lyn på lyn mod
Midgårdsormens krop,
men jætten ræddes ved det syn
nær ved at kaste op.
7 Mod rælingen slog Tor sin kno,
hans harme står i brand,
jo mere ormen vil sig sno,
des mere haler han.
Igennem bådens bund hans ben
står helt på havets bund,
men jætten greb sin kniv ej sen,
ser en belejlig stund.
8 Et hug, og ankertovet brast,
i dybet ormen går,
men Tor sig vender om i hast,
en kindhest jætten får,
med bagen op og hoved ned
han over borde fór,
og ind til kysten vader vred
den stærke Asa-Tor.