Som sølv kanalerne sig sno
igennem parken tyst
i månens skær den hvide bro
sig hvælver dobbelt lyst
Fra parkens gem en skygge frem
på sølvstrømmen sagtelig glider
Der lyder sang til citherklang
om elskov til evig tider
Under den hvide bro standser en båd med to
og gennem vårnatten hvisker en stemme
elskede aldrig jeg kunne dig glemme
evigt fra denne nat er du min hjertes skat
kom lad os søge vort kærlighedsbo
under den hvide bro
Og det blev vinter vår og høst
mens skæbnens tråde spandt
hun gemte mindet i sit bryst
om lykkens tid der svandt
han havde glemt sin sang og skæmt
om elskov for evige tider
Hver aftenstund i parken hun
med båden på sølvstrømmen glider
Under den hvide bro får hendes længsel ro
og medens båden i månelys gynger
drømmende blidt hun med citheren synger
altid den samme sang og gennem natten lang
drømmer hun at de bestandig er to
under den hvide bro
To navne ømt forenet står
i broens hvide bark
et minde fra de svundne år
i slottets blide park
Som høstens løv forlængst er støv
de to om hvem navnene minder
men sagnet går hver nat i vår
det spøger når fuldmånen skinner
Under den hvide bro vugger en båd med to
skyggerne sagte på sølvstrømmen glider
nynner om elskov til evige tider
Altid den samme sang toner til cit,rens klang
Evigt i sagnet der elskes af to
under den hvide bro