Folkemelodi - Tekst: A. von der Recke
Den vægter standser i sit vers,
"Brand," han brøler og gør kommers,
det klemter støt i tårnets top,
sprøjterne kommer i fuld galop.
Julia, Julia, Julia, Julia, hopsasa,
Julia, Julia, søde Julia.
l"Hej, vægter! Hvor skal slaget stå?"
"Oppe på hjørnet af Abenrå -"
"Ih Gud bevares, skal den sorg
ramme det prægtige Pjaltenborg."
Julia, Julia ...
I borgen boede der en flok
lazarusser - det ved jeg nok -
men fine folk man også fandt.
Jøsses! Der boede en løjtenant.
Julia, Julia ...
Og dem som nu i senge lå,
nåede knap at få bukser på,
men hvem der stod og sov - hurra!
frelste sit liv og sit tøj endda.
Julia, Julia ...
Og der kom en, og der kom to,
en på bare ben, en på sko,
en kom med hat - og den var grå,
og så havde han sokker på.
Julia, Julia ...
En drukken mand de slæbte ned,
mens til værten han råbte vred:
"Fir' skilling gav jeg dig, min ven,
må jeg så be' om de to igen!"
Julia, Julia ...
Hvor mange men'sker der er brændt,
er mig endnu ikke ret bekendt,
og hvem det er, man kan ej se,
thi man finder kun maverne.
Julia, Julia ...
En kemisk svovlstik, blev der sagt,
har vort Pjaltenborg ødelagt.
Hvad er da verdens glans og skin
alt mod en usselig fyrrepind?
Julia, Julia ...
Pjaltenborg var et sted, hvor fattige kunne overnatte for et par skilling - vel at mærke stående med armene hængende over to reb. Det lå i København på hjørnet af Åbenrå og Rosenborggade. Pjaltenborg brændte natten til den 26. marts 1850, og sangen derom hed oprindelig 'En ny og lystig vise om Pjaltenborgs brand såvel til opmuntring som advarsel for den nedrige stand at omgås forsigtigen med ild, lys og svovlstikker'.