(København) Melodi: "Lad dadle kvinderne, hvo vil" Forf.: Axel Henriques
Jeg elsker København, trods alt,
i sang og tale jeg dig priser;
til østergade får asfalt,
jeg slider glad de gamle fliser.
Jeg føler mig så glad og let,
når til din pris jeg noget læser;
du er en yndig, stille plet,
endskønt her altid blæser.
Om somm'ren skoven er så skøn,
så skøn, at man ta'r ud til Bakken,
når man har få't sin månedsløn
og fået anbragt vinterfrakken.
Man plyndrer bøgeskoven flot -
at den slår til er helt utrolig -
man ta'r den med, den pynter godt
om aft'nen i Tivoli
Teatret er vort sværmeri,
ved fornavn kunstnerne vi kalder,
som ej vi kender - kun fordi
de navne let på tungen falder;
i bladene blandt stjerner små
vi ser, hvor Oda bor på landet,
hvad Olaf netop maler på,
hvor Julie går i vandet.
Af blade læser vi en snes,
den tid, det ta'r, er temm'lig ringe.
Ved øvelse det hurtigt ses,
hvad roligt man kan overspringe.
Skandalepressen - ak og ve!
Det er for galt, som der nu skrives
den læser vi blot for at se,
hvor vidt den slags kan drives.
Vi er en lille bataillon,
vi hører alle til familien,
her gør vi ej revolution,
som de gør ovre i Brasilien.
Vort sølvtøj, hvori ej går møl,
slåt til til stegen - og kompotten,
vi vælter ikke mandens øl,
men holder os på måtten.
Fra det første nummer af "Blæksprutten" (1889). Navnene er andre; men karakteristikken af København og livet der er faktisk ganske rammende endnu i dag - i hvert fald for den borgerlige del.