Ved kajen

Melodi: Henrik Blichmann - Tekst: Helge Kjærulff-Schmidt

Et sted hvor himmel mødes med hav
sejler en mand, jeg har kendt.
Hans hud var mørk som solgyldent rav,
saltet af skumsprøjt og vind.
I en skummel dansebule, hvor der stank af øl og røg,
kom han slentrende en aften mod mig midt i salens støj.
Han var flottere end andre i sin gamle slidte skjorte,
og han vakte længsler i mig, som jeg troede længst var borte.
Himlen er sort, havet er gråt,
luk vinduet i for brisen.

Han tog min hånd, og helt uden ord
vidste jeg, hvad det betød.
Vi gik fra barens larmende kor
ud i den sovende by.
Til et gammelt hus ved kajen gik jeg med den tavse mand,
bare gik ved siden af ham uden tanke og forstand,
og vi sank i nattens mørke, hørte bare blodets sang,
og de natteblege bølgers tyste akkompagnement.
Himlen er blå, havet er grønt,
luk vinduet op for brisen.

Et sted hvor himmel mødes med hav
sejler en mand, jeg har kendt.
I tavse favntag han tog og gav
før han igen slentred' bort.
Og han gik ombord på skibet, og jeg så ham sejle ud,
han, der aldrig følte angst for hverken Fanden eller Gud.
På et skib, hvis navn jeg kender, sejler manden uden navn
ud mod fjerne horisonter til en ny og anden havn.
Himlen er sort, havet er gråt,
luk vinduet i for brisen.