Mel.: Thomas Laub 1915
Kristenlivet - Modgang og håb - 652
1
Vor Herre! til dig må jeg ty,
for stærke er fjenderne mine,
de tænke, at højt over sky
du ænser ej tjenerne dine;
du ej os forstår,
ej heller formår
at løse af angest og pine.
2
Det er mig dog vist over alt:
Langt borte kan du ikke være;
for altid, af hjertet påkaldt,
du trøster så ømt dine kære,
ja, i dig, vor drot,
det føle vi godt,
vi leve og røres og ere.(1)
3
Du er i det hellige ord,
du gav os i hjerter og munde,
du blandt vore lovsange bor(2)
som røsten blandt fugle i lunde;
så lidt som dit ord,
så lidt kan dit kor,
dit syngende folk, gå til grunde.
4
Er spæd du kun hos os endnu,
som håbet, der fattes end vinger,
Guds Søn er dog sandelig du,
og Himmelens hær dig omringer;
at løse vort bånd
så godt som Guds hånd
formår den Almægtiges finger.
5
Er spæd du, vor Herre så from,
dit Fadervor kan du dog stamme,
og alt, hvad du beder ham om,
han lover og gør med det samme;
da læges vort savn,
dit hellige navn
ej længer på jord er til skamme.
6
Dit navn skal jo vidt overgå
hvert navn, der fra læber kan lyde,
lad røbe da bølgerne blå,
hvad Jesu navn har at betyde!
Lad store og små,
al verden forstå:
Guds engle i navnet adlyde!
7
Vor Herre! ja, nu er du nær,
det kan vi på trøsten fornemme,
og med dig er Himmelens hær,
for os alle englene stemme
i Himmelens råd
til glæde for gråd;
mit hjerte, hvi vil du dig græmme!
N.F.S. Grundtvig 1840.
(1) ApG 17,28, (2) Sl 22,4