Mel.: Thomas Laub 1918 - Guds Søn kom ned fra Himmerig
Kristenlivet - Tro - 577
1
Vor tro er den forvisning på,
at vi Guds nåde have,
som ingen af sig selv kan få,
men det er Åndens gave,
den faste grund i hjertet lagt
ved ordet om den nådepagt,
som er i Kristus stiftet.
2
Et eget væsen er vor tro,
et meget mægtigt gode,
som føles udi sjælens ro
og gør os vel til mode;
hvad ingen ser, det ser den grant
og ved, at det er evig sandt,
hvad Gud i ordet lover.
3
Usynlige og høje ting
kan troen se og høre,
og midt i sukke frydespring
mod nådens solskin gøre.
Gud er min Gud, og ved hans Ånd
jeg har alt Himlen i min hånd,
thi Jesus i mig lever.
4
Hvad vil nu Satans ganske hær
med mine synder gøre?
Lad ham dem alle, hver især,
frem for mit hjerte føre;
jeg ved vel, at min synd er stor,
men Jesus siger i sit ord:
Den dig forladt skal være.
5
Det ord, det ord mig giver ro
og er mit faste anker,
når Satan stormer mod min tro
med mange tvivlens tanker.
Hvad agter jeg hans trussel mer!
Min tro Guds milde hjerte ser
igennem Jesu vunder.
6
Er troen ofte svag, især
når jeg af korset trænges,
så må dog troen være der,
så længe sjælen længes
at finde hjælp og mærke kan
af håbet kun det mindste gran,
så er der tro i hjertet.
7
Jeg ved, på hvem min tro er sat,
ham får man mig at unde;
hvem Gud kun holder for sin skat
skal aldrig gå til grunde.
Vel den, som bygger fast på Gud,
lad det så tumles ind og ud,
han står, når alting ligger.
8
Så vil jeg da i denne tro
mit ganske levned føre,
i Jesu vunders søde ro
mit hjerte lystig gøre;
hans Ånd mig er et pant derpå,
at endelig min tro skal få
en sød og salig ende.
Johann Hermann Schrader 1731. Hans Adolph Brorson 1735.