Mel.: Johann Balthasar König 1738
De helliges samfund - Nadver - 460
1
Jesus, din søde forening at smage
længes og trænges mit hjerte og sind;
riv mig fra alt, hvad mig holder tilbage,
drag mig i dig, min begyndelse, ind!
Vis mig ret klarlig min jammer og møje,
vis mig fordærvelsens afgrund i mig,
at sig naturen til døden kan bøje,
ånden alene må leve for dig!
2
Styrk mig ret kraftig i sjælen herinde,
at jeg kan finde, hvad Ånden formår;
tag dig til fange min tale og sinde,
led mig, og lok mig, så svag som jeg går!
Mig og hvad mit er jeg gerne vil miste,
når du alene i hjertet må bo,
og sig omsider på døren må liste
hvad som forstyrrer min inderlig ro.
3
O, hvo der kunne det ene kun lære:
sig at opofre med hjerte og hu!
O, måtte Jesus mig alting kun være,
jeg er desværre langt borte endnu!
Jesus, som gav mig et hørende øre,
ræk mig tillige din kraftige hånd,
at jeg min vandring herefter må føre
ret som en kristen i helligheds ånd.
4
Hør dog, o Jesus, din klagende due,
hyrde, opsøg dit vildfarende lam,
vær mig blandt myrra en læskende drue,(1)
lutre mit hjerte fra synd og fra skam!
Lad mig i bogstavens væsen ej blive,(2)
som kun gør udvortes ærbar og fin,
Ånden lad Loven i hjertet indskrive,
at jeg i sandhed må kalde mig din!
5
Jesus, når vil du dog skaffe mig hvile?
Byrden den trykker, ak, tag mig den af!
Når skal jeg se dig ret venlig at smile?
Rejs dig at true det brusende hav!
Kærligste Jesus, du må dig forbarme,
skjul dog ej evig dit ansigt for mig!
Ædleste rigdom for åndeligt arme,
fyld det udtømmede hjerte med dig!
6
Lad mig, o Jesus, forgæves ej råbe!
Se dog, hvor sjælen er hungrig og træt!
Læskes den kan med en kærligheds-dråbe,
kald den din egen, så bliver jeg mæt!
Kærlig du sagde: De måtte forsmægte,
dersom jeg lader dem fastende gå.
Nåde og Sandhed! hvor kan du da nægte
sjælene smuler at styrke sig på?
7
Nådigste Jesus, nu vil jeg mig binde
fast til din dyre forjættelses pagt:
beder og leder, så få I og finde,
så har de sanddrue læber jo sagt;
jeg vil med kvinden fra Kanaans egne
efter dig råbe, til du bliver mild,
svarer: Jeg vil ej på værdighed regne,
amen, ja, amen, dig ske, som du vil!
J.L.C. Allendorf (?) 1712. P.J. Hygom 1740. Bearbejdet 1845.
(1) Mark 15,23
(2) Rom 7,6