Mel.: Wittenberg / Joseph Klug 1542
Troen på Guds Søn - Jesu fødsel - 122
1
Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de.
2
Alt siden vi tabte den ære
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.
3
Da lod Gud en rose opskyde
og sæden1 omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.
4
Al verden nu burde sig fryde,
med salmer mangfoldig udbryde,
men mangen har aldrig fornummen,
at rosen i verden er kommen.
5
Forhærdede tidsel-gemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke!
6
Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.
7
Min Jesus! du stedse skal være
mit smykke, min rose, min ære,
de giftige lyster du døder
og korset så liflig forsøder.
8
Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!
Højs 2,1-2 - Hans Adolph Brorson 1732.
1 1 Mos 3,