Oluf Ring 1937 Bjørnstjerne Bjørnson 1872
1 Sangen har lysning, og derfor den gyder
over dit arbejd forklarelsens skin;
sangen har varme, og derfor den bryder
stivhed og frost, så det tør i dit sind.
Sangen har evighed, derfor den skyder
fortid og fremtid i hob for dit syn,
tænder uendelig attrå og flyder
bort i et lyshav af længsler og lyn.
2 Sangen forener, idet den fortoner
mislyd og tvivl på sin strålende gang;
sangen forener, idet den forsoner
kamplystne kræfter i samstemmig trang:
trangen til skønhed, til dåd, til det rene!
- Nogle kan gå på dens lyslange bro
højere, højere, frem til det ene,
som ikke åbnes for andet end tro.
3 Fortidens længsler i fortidens sange
kaster vemodigt en aften-rød glans;
samtidens længsler i toner vi fange
ind for en eftertids sjælfulde sans.
Slægternes ungdom i sangen har møde,
tumler sin stund i de tonende ord;
- fler end vi aner, ja, ånder af døde
vugges i kvæld i vort festlige kor.