Melodi: Morten Eskesen 1860 - Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson 1858
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjelde?
øjet møder nok bare sne;
rundt omkring står det grønne træ,
ville så gerne over; -
tro, når det rejsen vover?
Ørnen løfter med stærke slag
over de høje fjelde, -
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
sænker sig, hvor den lyster,
ser mod de fremmede kyster!
Løvtunge abild, som intet vil
over de høje fjelde, -
sprætter, når somren stunder til,
venter til næste gang den vil,
alle dens fugle gynger,
ved ikke, hvad de synger!
Den, som har længtet i tyve år
over de høje fjelde, -
den, som ved, at han ikke når,
kender sig mindre år for år,
hører, hvad fuglen synger,
som du så trøstig gynger.
Sladrende fugl, hvad ville du her
over de høje fjelde?
Rede du fandt vist bedre der,
videre syn og højere træ'r, -
ville du bare bringe
længsel, men ingen vinge?
Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjelde?
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå,
stængende der til det sidste,
blive min dødningekiste?
Ud viljeg! Ud! - Å, så langt, langt,
langt, over de høje fjelde!
her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt,
lad det få stigningen friste,
- ikke mod murkanten briste!
Engang, jeg ved, vil det række frem
over de høje fjelde.
Kanske du alt har din dør på klem?
Herre, min Gud! godt er dit hjem;
lad det dog endnu stænges,
og jeg få lov at længes!
Bjørnstjerne Bjørnson skrev i 1858 fortællingen 'Arne', og sangen her beskriver den unge mand, der i sin voldsomme udlængsel forestiller sig livet langt væk fra den knugende hjemstavn.