»En aaldere Vies«. Skrøwn grangivele saaen som vi snakket til dale den Gaang; for de te wor Forældre dje Dialekt skuld ett gjan saaen hiel hwøvtes væk, men møj heller bewores omhyggele som nowr jen passer grow møj o! Mon der er nowr, som hor Stuender te o sjyng saa marine Vers a jengaang, saa gaer en da saa møj vildere ater den her walbekend Taawn: »Paa Fanø udi Ribe Amt.« Aald dem, de ka snak Fannekesnak, ka osse nem løes et, skrøwn o den her Fasoun. Fannekesnak, ka bode skrywes ø snakkes lisaa praktisk som aald Warens ander Sprog! Washington D. C. USA, 2 7. april 1937 Jens a Jens Poulsen a Anjehannes
Æ Tanker flywr saa gloe astej
tebog te Jen si Bøenti,
o aalder tejr di fejl o Vej,
for de wor no saa'n en kjøn Ti.
Hurhen saa sin i Varen En buer,
bedst hoed vi et hjem ve For o Muer.
Æ Suel støj op bag Esbjerre By,
forgyldt æ Ho'el o æ Søjord.
Æ Kok den goeld si »Kykkelilky«,
o Kyer brøeld for Moenfuer.
Æ Gries de skreg o Lærker sjaang,
der wor Lyw øwraald æ hiel Da laang.
Øwr mæld æ Poppeltræer ve' Vej
støj Jen mæ kun j en Aarem,
men midt i aald æ Hurlumhej,
- Rejn, Swolskjen, Still o Staarem -
En aalder nowrsind tavt si Hue,
wor Pomp wor gammel, solid o gue.
I gammel længst forsvunden Ti,
lundt far end A ku sammel,
- i Oldefoer hans Kjærestti -
wor Pomp wor aalderee gammel.
Men den Gaang wor'n en Kield mæ'n Spand
i æ End o'n Vip vi hindt æ Wand.
A aald uundværle Ting A tror
en Kield mæ gue Wand i,
for Folk o Fæ aald øwr æ Jord,
er vigtigst o møj handi.
»Drik Wand«, æ Dogter os fortæl,
»o wask Dem ow - en Gaang imæld!«.
Men saan en Pomp ve Alfarvej
for andt end Wand er gur.
Aald Folk passierer saan en Stej
mæ aald Slas Nyt i æ Hue.
Ve Bagerown, o Bænk ve Haen
o ud ve Pomp Folk mødes gjan.
I aald dem Oer wor Pomp hor staan
derud imæld æ Træer,
æ Klok hor slaaen, æ Tier gaaen.
0 de er ett saa sæer,
ti manne er føj, o manne døj,
møj er hend i By o ve' Øj!
Kund Jen fo Underfinding om
aald hwa wor Pomp ku sie,
o høer iia w Ti skywt om
- aald de, som da er skie -
en Bog En kund derom ha skrøwn
hwa Fannekefolk di hor bedrøwn.
Men sie, wor Pomp den haad jen Fejl
- tefælles mæ »Swen Due« -
æ Stempel klappet som en Plejl,
men tumbe wor æ Hue;
saa blywr A nøj te o berætt,
hwa - ud ve'Pomp - A sjel hor sjett.
Hver Moen saa snor æ Suel ster op
æ Kjerkeklok den ringer.
Æ Stær den fløjter o' Mannings Top
o basker mæ si Vinger.
Æ Dyr æ gloe ve' Lys o' Da,
men down Folk ka'tt fo' Dyner a!
Om Monner tut æ Hjøwr mæ Fut
- lig Hejmdal o hans Rejnbow -
0 lissaa snor æ Hjøwr hoed tut,
æ Goed bløw løwnd - saa rejn grow!
Kvindfolk fæk travlt, ner æ Hjøwr sku go.
Boer tænk! Nowr rend mæ Pandstik o!
Hjøwrkyer ska ha møj o drik
- Kameler nyws mæ minder -
men hwilde no di hoed for Skik
o drik »wor Wand« A finder,
slet ingen Grund, undtoen ve' Pomp,
æ Piger lier o snak i'n Klump.
Æ Timmerhwerrefolk er gaen mæ
Madask o mæ Wørktøw.
No lyer æ Hwerreklok fre' Haen,
saa blywr der en grow Spetakkel o Larm
mæ Hamren, Banken, o Saer, der hween
- Øhlet bløw ett, da æ Hwerre wor hen!
Ner Folk wor o djer Hjemmensvej
me' Hjøwrtyer vrinkled sammel,
æ Skuelbøen di niatt astej -
nowr o'm wor ett ret gammel.
Di føst kom slentrend nok so still,
di sidst fløw a som now'r Wild.
Meld ni o tøl, da hænd der mjest
ve' Pomp imæld æ Træer.
Da kom jen Mølleruend fræ Vest,
fræ Øst denoend drown nier.
Hver Møller støj mæ Klok i' Hoend,
o' Hest djer Tømm wor i denoend.
Te Bagerown di ow skuld go
æ Koner mæ djer Kager,
men pyntet (ett mæ Pandstik o)
fræ Sku op te æ Pjager.
For møj ka hend ve'n Bagerown
ila æ løwtens Dæj blywer brown.
Mæ Brøe te Folk æ Post gær rundt -
fræ snor sø hiele Varen,
mæ Bøj om Godt, mæ Bøj om Undt,
- aaldt hwa der er forgaren -
A aald dem som er popelæer,
wor Post den popelærest er.
Æ Klokmand klingret me hans Klok,
saa Folk faastøj, han wild dem nowr,
han rowt, nær han hoed ringet nok
om Fisk ve' Haen o andt te æ Dowr;
somsind telyest han en Awsion,
o somtier Bal »ve æ Badedirektion«.
Fre' Enge hoer A tit om æ Da
æ Sletter stryg hans Hjølle,
æ Pieg mæ Strued for æ Ywn - hun ka
saa knap o nap ham følle.
Æ Fuermænd mæ Fynd o Klem
ret snor ska kyer æ Hye hjem.
Fre' Timmerhwerre lyer æ Klok,
saa nærmer sæ wor Dowrti.
Æ Goed blywr fyldt mæ Folk i Flok,
men tømt - i snor ett nowr Ti.
Saa blywr et still ve' Pomp en Stund,
Folk spiess, nowr tejr en Mejseblund.
Men Fre o Ro kand ingen ha
undtaen æ Grandle vil et,
besynderie i' Mejesla
saa møj ka kom o spild et.
Her er æ Mand me' Sownraads Tromm,
prøv no o sow! Bommelum - bum - bum!
Nær Folk er gaaen te djer Empløj,
o Bøen igjen te Skuel,
æ Fruentimmer lawr Halløj
mæ Buer o mæ Stuel,
mæ Gryder, Stjen- o Køkkentøw,
den Opwask gjør en foele Støw!
Men lissaa snor te de' forbi,
o hver Ting sat o si Stej,
æ Syndesklejr di trækker i,
saa blywr der Lyw igj en o' Vej.
Frisk Luft o Swolskjen Folk ska ha,
vist ingen fær for møj dera.
For længst æ Skuelbøen kom hjem,
no høer A, æ Hjøwr den tuder.
Æ Swolskjen no o Da skrier frem -
flimmer i' Goer dje Ruder.
Æ Stork fløw hjem fre' Møllerfenn
o knewerer i si Ree iglen.
Æ Mølvingsskøgger blywr saa laang,
di jaer hen øwer æ Hustaeg.
Æ Attermeje gjek si Gaang
kun lidt er o'Da tebaeg.
Æ Kjerkeklok si trej sidst Sla'
os minder: »Tak Gud for i Da!«
Ajaheja! Æ Ti er gaen,
o møj en mæ sæ skyller!
Om lidt kun kinder Folk a Naen
æ Hjøwr, æ Pomp o' Møller.
Illyywal! Trods wor nymodens Jord
bedst hoed vi't hjem ve Muer o Foer!
Jens Poulsen Clausen